Dansk elektronisk tidsskrift George Sand

Anne Dion-Tenenbaum og Marie-Noëlle de Grandrys storslåede udgivelse hos Flammarion, Kunsten at leve på George Sands tid, har umiddelbart ikke så meget at gøre med George Sands person og Nohant, men fortæller alligevel alt. Minut for minut, time for time beretter bogens tekster og talrige illustrationer om hverdagslivet i begyndelsen og midten af det romantiske århundrede.

Bogen er delt i tre hovedafsnit; Formiddagen, Eftermiddagen og Aftnen, som igen er delt i niogtyve mindre kapitler. Denne tredeling og undertitler som Læsning, Kunstnernes atelierer, Kulturelle udflugter, På rejse og Selskabslege lader jo ane, at det ikke er det almindelige menneskes liv, der er emnet, men tilværelsen for det bedre og mere eller mindre arbejdsfrie borgerskab, hvor Sand på trods af sin nødvendige flid med pen, blæk og papir hørte til.

Men som Dion-Tenenbaum og de Grandry fortæller, så var dette arbejdsfrie liv netop en hvirvelvind af aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften og nat. Og for dette romantiske liv med læsning, tegning og maling, musikudøvelse, udflugter i naturen og deltagelse i kunstneriske og litterære saloner og selskabslivet i øvrigt er George Sand blevet et forbillede, fordi hun havde en særlig evne til at trække kunstneriske personligheder til sit hjem i Paris og på Nohant; som Alfred de Musset, Honoré de Balzac, Marie Dorval, Eugène Delacroix og Gustave Flaubert.

Bogens forfattere har været grundigt i kilderne, først og fremmest i brevvekslinger og selvbiografier og de enorme mængder af billedmateriale. Men også mere specielle former for beskrivelser af tidens elegante liv, som Isabeys dekorationer fra 1816 på porcelæn af dagens beskæftigelser, time for time, er en vigtig del af bogens kilder.

Anne Dion-Tenenbaum og Marie-Noëlle de Grandrys tekster er kortfattede som afklaret lyrik, og Christian Sarramons fotos af godser, kunstgenstande, interiører og malerier er så smukke, at det næsten gør ondt. Alt sammen suppleres det af Flammarions flotte udstyr; det er en udgivelse langt over standarden selv for værker af denne kategori.

Anne Dion-Tenenbaum & Marie-Noëlle de Grandry tekst; Christian Sarramon foto: L'art de vivre à l'époque de GEORGE SAND, Flammarion, Paris 1999.

George Sands spændende liv har jo inspireret mange biografier. Til dette liv er uløseligt forbundet adskillige lokaliter. Særlig berømt, men blot to af mange, er den blå mansard på Quai Malaquais 19 og familiegodset Nohant.

I bogen omtalt her, Sur le pas de George Sand, får alle disse lokaliteter liv under Gonzague Saint Bris' pen og i Philippe Lorins streg. Det være sig lejligheder, huse, slotte, godser og landsteder, men også den omliggende natur, som jo havde en særlig plads i Sands romantiske hjerte.

I vor billedglitrende tid ville nogle måske ønske sig fotografier i stedet for akvareller. Men Philippe Lorins streg og farve rammer netop stemninger, som fotografiet ofte mister. Endelig føjer tegninger og akvareller sig naturligt ind i den Sandske ikonografi, der stadig tilføres nyt materiale gennem den inspiration, som flere nulevende billedkunstnere har følt fra Sands person og værk.

Gonzague Saint Bris & Philippe Lorin: Sur le pas de George Sand, Presses de la Renaissance, Paris 2004, 96 sider rigt illustreret og indbundet.

En bogs eller udgivelses omfang gør jo ikke alt, så ordet pragtudgave kan også udmærket anvendes på Nicole Patureaus Nohant. Blot et hæfte på 30 sider, men stillet sammen af tekst og smukke billeder på prisværdig grundig og underholdende vis.

Emnet er selvfølgelig godset Nohant og dets historie, men med fortællingen om George Sands og hendes aner og efterfølgere spundet ind i tekst og billede. Mens teksten fortæller historien, rummer billederne trods den knappe plads muligheden for et rigt indtryk af Nohant både ude og inde; af George Sand og hendes familie og de mange kunstneriske venner.

Nicole Patureau: Nohant, Éditions Ouest-France, Rennes 1995. - kbc